|
Selv
om det er svært at få pengene til at løbe rundt, er det et endnu større
problem for Hanne og Jens at få familien til at fungere.
De
har begge fuldtidsjob og arbejder tilsammen 75 timer om ugen uden for hjemmet.
Hertil kommer transporttid, og det er ofte i sidste minut inden lukketid at en
af dem henter børnene i institutionen. Og så skal der laves mad, vaskes tøj
og gøres rent. Børnene skal bades og hygges om, der skal ryddes op og
foretages småreparationer. Og hvad med parforholdet?
Hidtil
har de klaret sig gennem den fortravlede hverdag ved at tage en årlig skiferie
og en tur sydpå hver sommer. Men de er enige om, at tre ugers ferie ikke længere
er nok til at kompensere for dagligdagens stress. De må have noget mere fri
tid til daglig, og de enes om, at Jens skal undersøge muligheden for at gå ned
i arbejdstid i banken.
Det
kan godt lade sig gøre. Ganske vist ligger det i luften, at han så ikke kan
stige i graderne så hurtigt som ellers; men inderst inde er han ikke sikker på,
at han ønsker at blive i banken til han skal pensioneres.
Alligevel
er det ikke helt let for ham at acceptere, at hans karriere er på spil.
Psykologisk set skal han give en lille smule slip på sine ambitioner og på
behovet for tryghed i ansættelsen. Ved ikke at ofre sig fuldt og helt for jobbet,
sådan som han har indtryk af at alle de andre gør, stiller han sig jo ringere
end kollegerne i konkurrencen.
Jens
første forslag var da også, at Hanne skulle gå ned i tid. De aftaler dog, at
Jens går ned i tid nu. Men at de så til gengæld vil satse på, at han på et
senere tidspunkt, når børnene er blevet større, skal have mulighed for at
tage uddannelsesorlov.
På
den måde får de en spændende samtale, som handler om deres liv og ønsker. Om
deres drømme og visioner. Og om hvordan de bedst muligt realiserer dem. Og her
hører pengene og de kontante udregninger også med. For hvad koster det
egentlig at købe sig mere tid?
|